Fægteklubben En Garde
 
Dame fleuret semifinale, Sabine Bau mod Valentina Vezalli, World Champs 1998, Chaux-de-Fonds  


Fægtning i dag

Moderne fægtning er en af verdens hurtigste sportsgrene. Kampen kan foregå så hurtigt, at øjet dårligt kan følge med. Fægtning kan dyrkes af alle uanset aldersklasse og køn, både som motions- og konkurrencesport.

Moderne sportsvåben er lette og har bløde klinger, der ikke er skarpe. Fægtningen er i dag kontrolleret, så ingen af parterne kommer til skade, men fægtning er en kampsport, hvor man står over for et andet menneske, som af al sin magt, med hele sin styrke og snilde, søger at ramme én, og tilmed har brugt lang tid på at forberede sig til kampen.

Udgangspunktet er god fysisk form og teknisk kunnen. Du vil hurtigt erfare, at fægtetræningen giver god fysik, skærper koncentrationsevnen og giver perfekt balance.

Da det er en udpræget teknisk betonet sport, er det vigtigt i begyndelsen, at være tålmodig og udholdende. Når først den tekniske baggrund er indøvet, vil du opdage, at fægtning er en af de mest spændende og dramatiske sportsgrene, der findes.